Jeg har ikke været særlig aktiv på bloggen de seneste dage, og det er simpelthen fordi, der har været så møg travlt på arbejde, at når jeg er kommet hjem, har jeg haft behov for en pause fra computerskærmen. Men men men, jeg er tilbage og har en masse indlæg klar til jer.

I den her uge, er der nogle ting, der undrer mig, og det synes jeg da lige, at vi skal tale om. Måske du selv har gået og undret dig over de samme ting.

• Hvorfor er det, at nogle unge mennesker går med headset (musik?) i ørerne, selvom de går sammen med deres venner?

• Hvorfor gider folk give 3.000 kroner for en strik (Ganni)?! Er det nonner, der har siddet og strikket den med tråde, der kommer fra et meget berømt får?

• Hvorfor er den der matcha te så populær, den smager jo ikke godt? Den smager af pulver.

• Hvorfor er det, at Inger Støjberg ikke kan træde ned fra sin selvopfundne-ytringsfriheds-trone? Ja vi har ytringsfrihed, men lad dog vær med at misbruge den.

• Hvorfor er det, at Politiken ikke stopper det der online-abonnement-halløj. Jeg hader, når jeg læser de første 10 linjer og er blevet fanget af artiklen, at jeg så skal til at betale. IIIIhhhhhhhh!

• Hvorfor er jeg så decideret dårlig til at afmelde mig abonnementer, som jeg ikke bruger. Penge direkte ud ad vinduet!

• Hvorfor er det, at yoga er blevet så mega populært? Er det mig, der slet ikke kan se, hvad der er så fantastisk i at sidde i forskellige stillinger i længere tid?

• Hvorfor har man ikke gjort de der rullekurve i supermarkeder lydløse? Jeg synes altid, jeg ender med den, der larmer, når den kører? Vi snakker altså 8 ud af 10 gange.

Weekenden er snart ved at være slut, og i morgen starter en ny uge. Det har været en weekend, der har stået på en tur på landet for at besøge Ronas forældre og deres voldsomt søde hund Baloo. Jeg siger altså bare, der går ikke længe, før vi skal have os en firbenet ven herhjemme.

Vi gik ned gennem gågaden i Nykøbing og fik os en virkelig lækker tatar til frokost. Det må jeg en dag prøve at lave herhjemme. Vi kom forbi en loppebutik, der havde lidt af det hele. Blandt andet havde de et gammelt bidet, der tidligere har stået på et slot. Så der fik vi også lidt historie af den ældre kvinde, der har butikken.

Søndag har stået på afslapning. En gåtur mens solen var fremme, ansøgningsskrivning (måske mindre afslappende), og så står den på sushi til aftensmad. Man har brug for selvforkælelse en gang i mellem.

I Nykøbing er der den fineste cafébutik “Lokalkompagniet”, hvor man kan købe lokalvarer som keramik, kaffe, marmelade, gin og en masse andre ting, men man kunne også spise frokost der. 

Jeg fik oksetatar, mens Rona fik stegt oksetatar. Det er virkelig godt.

Det er bestemt et sted, jeg kan anbefale. Hvis man er på de kanter. Måske man selv skulle prøve at kaste sig ud i sådan en ret. 

Min bedre halvdel og tatar-makker. 

Vi besøgte en butik med en masse loppeting, hvor ejeren, en ældre kvinde, fortalte historien om et bidet, der havde været på et slot. Det var ikke lige noget, vi havde behov for herhjemme. Men hun gjorde da et forsøg på at få det solgt. 

Der var den fineste blomstrede puf. 

Stærkt salgsskilt. 

Jeg er stor fan af farvet husvægge og i Nykøbing, var der en masse blandt andet den her fine blå væg. 

Verdens dejligste Baloo. 

Jeg skal simpelthen snart til at have mig min egen hund. Men se ham lige, hvor sød har man lov til at være?!

Strik, kaffe og efterårsblade. En kombination, jeg er stor tilhænger af. 

Sidder med morgenkaffen og kigger ud af vinduet og hold nu op, og hvor er det blevet efterår. Himlen er helt grå, og træet i en af de andre gårde er begyndt at skifte fra grønne blade til gule og røde. Jeg kan virkelig godt lide efterår. Gå ture i skoven hvor man kan høre bladene knase under ens fødder og så komme hjem og hygge med kakao og en lun kanelsnegl.

For jeg ELSKER kanelsnegle. Smagen af blød dej, kanel og smør. Det er altså en stærk kombination. Generelt er jeg nok bare glad for kanelbagværk.

Jeg forsøgte mig tidligere på ugen med at lave kanelsnegle i en springform. Det var rigtig nemt og kanterne på kanelsneglene forbliver bløde. Også flere dage efter. Hvis du selvfølgelig kan lade vær med at spise dem, med det samme.

Så hvis du alligevel tænker, at du skal bage noget lækkert på sådan en grå efterårssøndag, så synes jeg, at du skal springe ud i at lave en omgang kanelsnegle.

Ingredienser
18 minutter + 1,5 time (hævning)
11-12 styks kanelsnegle

• 25 g gær
• 1 dl mælk
• 1 spsk sukker
• 1/2 tsk salt
• 1 æg
• 100 g blødt smør
• 350 g mel
• 150 g blødt smør
• 150 g brun farin
• 2 spsk kanel

Fremgangsmåde

• Lun mælken i en gryde. Den må endelig ikke blive for varm.
• Smuldr gæren i en stor skål, hæld den lune mælk ved og rør til gæren er opløst.
• Kom salt, sukker og æg i skålen og rør.
• Find en ny skål og smuldr smørret ud i melet, og når det er helt fint grynet, hældes de våde ingredienser oveni og røres sammen.
• Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve 1,5 time et lunt sted.
• Bland smør, farin og kanel til fyldet.
• Ælt dejen og rul den tyndt ud til en firkant (ca. 20 x 40 cm). Smør fyldet på og rul dejen sammen til en pølse på den korte led.
• Skær pølsen ud i ca. 11-12 stykker og læg dem i et fad eller en form med lidt luft imellem. Jeg brugte en springform. De hæver en del, så der var lige plads til de 11 stykker, jeg fik skåret.
• Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 18 minutter. Hold øje med dem, så de ikke bliver brændte.
• Lad dem køle lidt af og nyd dem gerne mens de endnu er lune. Mums! Og Velbekomme!

I marts blev jeg færdig fra Roskilde Universitet, hvor jeg blev uddannet Cand.comm i journalistik og dansk. Da jeg startede på min uddannelse tilbage i 2010, regnede jeg stærkt med, at jeg direkte skulle ud og have et arbejde. For det var der vel til mig?

Det var der så ikke. Fuck.

Når man har meget tid, bliver der også meget tid til at tænke. Det kan godt skabe flere problemer end løse dem. Jeg bruger rigtig meget tid på mine ansøgninger og mit CV, og når man føler, at man lægger meget tid i noget, og det så ikke fører nogle vegne, er det ligesom at blive slået hjem i ludo. Man bliver en smule opgivende om chancerne for at vinde. For mit vedkommende: mulighederne for at ”vinde” et arbejde.

Når jeg får et svar fra en arbejdsgiver, hvilket desværre ofte er langtfra altid, så lyder det som regel noget i den her retning:

”Kære Siska. Først og fremmest mange tak for din interesse. Vi har modtaget 467 ansøgninger og må desværre meddele dig at, vi har valgt at gå videre med en kandidat som i højere grad matcher vores krav og kvalifikationer til stillingen. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.” 467 er ikke et tal, jeg bare hiver op af hatten for at fremme forståelsen. Det er et ganske ægte tal fra et afslag – og det er ikke engang det højeste, jeg er stødt på. I de job, jeg har søgt, har antallet af ansøgere varieret fra 60 som det laveste til godt og vel 650 som det højeste. Det betyder, at det i langt de fleste tilfælde ikke er godt nok at være blandt den bedste procent for at få jobbet. Og for at være helt ærlig, kan det faktisk godt være en kende demotiverende, når man sidder og kæmper med at formulere en slagkraftig jobansøgning.

Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 650 andre, som har søgt på samme jobopslag som mig.

Hvem er jeg?

Lige nu står jeg i en lidt mærkelig position. Ligesom når man står i fasen mellem barn og voksen. For jeg har i mange år været tilknyttet titlen ”studerende”, hvilket er en titel jeg har været glad for og har haft mange gode oplevelser med, men lige nu står jeg uden titel. Jeg er heldig at være i virksomhedspraktik nu, men den kontrakt udløber også på et tidspunkt. Forhåbentlig giver det mig noget i sidste ende. Så jeg ikke skal være ”hende-uden-arbejde”. For jeg er ikke, det jeg var, men jeg er heller ikke det, jeg forhåbentlig kommer til at være – nemlig ”hende-med-arbejde”.

Har du nu husket, at…?

Folk vil kun en det bedste. Men jeg har mødt nogle det sidste halve år, der har givet råd. Råd, hvor jeg har siddet og tænkt ”Jeg er jobsøgende – ikke idiot”.

Det starter ofte med, ”har du nu husket, at…” og så starter den store trædemølle. Og jeg bliver allerede en lille træt nikkedukke.

”Har du nu husket, at skrive den rigtige virksomhed på ansøgningen?” No, shit Sherlock. Jeg har ikke drukket af natpotten.

”Har du nu husket, at skrive dine rigtige kontaktoplysninger?” INGEN KOMMENTARER.

”Har du nu husket, at det er en god idé at læse korrektur på din ansøgninger?” Fuck, skal jeg læse min ansøgning ordentlig igennem? Jeg er akademiker, så det med at læse tekster ordentlig igennem flere gange, det ligger på rygraden.

Igen, folk mener det godt. Men jeg er altså ikke idiot.

Jeg knokler for at få et job, jeg knokler for at komme over i en ny kategori, jeg knokler for at bliver reintegreret i samfundet, og med lidt hjælp og lidt held tror jeg på, at det nok skal lykkes. Lige nu er jeg i virksomhedspraktik hos Lime. Jeg er blevet ret glad for at være der, og jeg har mulighed for at lave nogle af de journalistiske formater, jeg elsker. Interview og portrætter, hvor vi kommer lidt tættere på mennesket. Jeg ved, at der ikke er nogen fuldtidsansættelse til mig, når min praktik slutter. Men forhåbentlig kan jeg få noget freelance. Nu er Aller et stort hus, og man kunne jo være så heldig, at der er nogle af de andre medier i huset, der tænker, at jeg vil være noget for dem.

Det kan være svært, at have et håb. Men jeg klistrer mig alligevel til det. For på et tidspunkt er det vel mig, der er lidt heldig.

Sidder i sofaen, har lige spist og føler mig for første gang i lang tid ret rolig i kroppen. Ingen tømmermænd og ingen stressen over at tage til en masse arrangementer. Jeg har haft en hel friweekend, og det er noget, jeg så frem til allerede i mandags. Så det har været en meget lang uge i mine øjne.

Men den her weekend kunne jeg sove længe lørdag, spise bagermad og lytte til Mads & Monopolet og ellers bare slappe af og tage tingene i et roligt tempo. Om aften var jeg biografen med Rona og se ”IT”. Jeg ser normalt ALDRIG gyser, men der var en vis herre, der meget gerne ville se den. Så det gjorde vi da. Sad med mit halstørklæde godt oppe foran øjnene. Det var en udemærket film, men ja, jeg er nok bare ikke så meget til gyser. En lille tilknytning til biografturen. Ved siden af mig sad der et par, hvor den ene talte engelsk og den anden indisk – vil jeg skyde på. Og han forstod ikke dansk og var ikke den hurtigste til engelsk. Det betød, at kvinden ved siden af mig på engelsk begyndte at fortælle, hvad der skete på lærred. What the fuck!? Og hun hviskede ikke. Til sidst måtte jeg smide ”Gider-du-godt-holde-kæft-under-filmen” kortet. Det var da super irriterende.

Søndag startede med at gå en tur og spise morgenmad på Café Tænk på Frederiksberg Allé. Vi sad uden for mens solen skinnede. Det var ikke så ringe. Herefter så vi CPH half marathon. Hold nu op, hvor løber de hurtigste hurtigt. Jeg er imponeret! Jeg er også imponeret over det danske vejr. Gå fra solskin og vindstille, til himlen åbner sig med hagl og voldsom meget regn. Det lignede, der lå flamingo på jorden. Jeg havde ondt af de løbere, der måtte kæmpe sig gennem det vilde vejr.

Må indrømme, at det gjorde lidt ondt i maven, da jeg så half marathon i dag. Jeg måtte for noget tid siden hoppe fra, på grund af mine dumme lunger, så det var på den ene side fedt at se folk løbe og være glade, men på den anden side var det lidt et spark i min løber-mave. Jeg har forresten endelig taget mig sammen til at ringe til en lungelæge og har en tid i slutningen af oktober. Så satser på, at hun kan give mig nogle svar – jeg gerne vil høre.

Når det så er sagt, så har det været en god og rolig weekend, jeg virkelig har haft brug for.

Kaffe i sengen er det bedste og efter at have rykket rundt i soveværelset, kan vi fra sengen nu kigge ud på morgensolen. 

Lørdag aften stod på gyseren “IT”. Og jeg er nu blevet endnu mere bange for klovne. Kiggede mig hele tiden over skulderen på vej hjem fra biografen.  

Kaffe i solen på Frederiksberg Allé

Lige efter ovenstående billede blev taget kom vores mad. Jeg er stor fan af steder, hvor man kan krydse af på en liste over, hvad man gerne vil have. Vi var på Cafe Tænk på Frederiksberg Allé, det sted kan jeg godt anbefale. 

Et stort smil fordi solen skinner.

OBS corny tekst! Det er ikke kun solen, der får mig til at smile stort, det er den her mega dejlige fyr, der kan redde alle dårlige dage. 

I dag viste vejrguderne sig fra deres vildeste side. Hele formiddagen havde solen skinnet og ingen vind. På få øjeblikke åbner himlen sig, og det vælter ned med regn og hagl. Det var helt surrealistisk. Du kan se mere af det inde på min instastory.