”Jeg er jobsøgende – ikke idiot!”

I marts blev jeg færdig fra Roskilde Universitet, hvor jeg blev uddannet Cand.comm i journalistik og dansk. Da jeg startede på min uddannelse tilbage i 2010, regnede jeg stærkt med, at jeg direkte skulle ud og have et arbejde. For det var der vel til mig?

Det var der så ikke. Fuck.

Når man har meget tid, bliver der også meget tid til at tænke. Det kan godt skabe flere problemer end løse dem. Jeg bruger rigtig meget tid på mine ansøgninger og mit CV, og når man føler, at man lægger meget tid i noget, og det så ikke fører nogle vegne, er det ligesom at blive slået hjem i ludo. Man bliver en smule opgivende om chancerne for at vinde. For mit vedkommende: mulighederne for at ”vinde” et arbejde.

Når jeg får et svar fra en arbejdsgiver, hvilket desværre ofte er langtfra altid, så lyder det som regel noget i den her retning:

”Kære Siska. Først og fremmest mange tak for din interesse. Vi har modtaget 467 ansøgninger og må desværre meddele dig at, vi har valgt at gå videre med en kandidat som i højere grad matcher vores krav og kvalifikationer til stillingen. Vi ønsker dig held og lykke med din videre jobsøgning.” 467 er ikke et tal, jeg bare hiver op af hatten for at fremme forståelsen. Det er et ganske ægte tal fra et afslag – og det er ikke engang det højeste, jeg er stødt på. I de job, jeg har søgt, har antallet af ansøgere varieret fra 60 som det laveste til godt og vel 650 som det højeste. Det betyder, at det i langt de fleste tilfælde ikke er godt nok at være blandt den bedste procent for at få jobbet. Og for at være helt ærlig, kan det faktisk godt være en kende demotiverende, når man sidder og kæmper med at formulere en slagkraftig jobansøgning.

Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 650 andre, som har søgt på samme jobopslag som mig.

Hvem er jeg?

Lige nu står jeg i en lidt mærkelig position. Ligesom når man står i fasen mellem barn og voksen. For jeg har i mange år været tilknyttet titlen ”studerende”, hvilket er en titel jeg har været glad for og har haft mange gode oplevelser med, men lige nu står jeg uden titel. Jeg er heldig at være i virksomhedspraktik nu, men den kontrakt udløber også på et tidspunkt. Forhåbentlig giver det mig noget i sidste ende. Så jeg ikke skal være ”hende-uden-arbejde”. For jeg er ikke, det jeg var, men jeg er heller ikke det, jeg forhåbentlig kommer til at være – nemlig ”hende-med-arbejde”.

Har du nu husket, at…?

Folk vil kun en det bedste. Men jeg har mødt nogle det sidste halve år, der har givet råd. Råd, hvor jeg har siddet og tænkt ”Jeg er jobsøgende – ikke idiot”.

Det starter ofte med, ”har du nu husket, at…” og så starter den store trædemølle. Og jeg bliver allerede en lille træt nikkedukke.

”Har du nu husket, at skrive den rigtige virksomhed på ansøgningen?” No, shit Sherlock. Jeg har ikke drukket af natpotten.

”Har du nu husket, at skrive dine rigtige kontaktoplysninger?” INGEN KOMMENTARER.

”Har du nu husket, at det er en god idé at læse korrektur på din ansøgninger?” Fuck, skal jeg læse min ansøgning ordentlig igennem? Jeg er akademiker, så det med at læse tekster ordentlig igennem flere gange, det ligger på rygraden.

Igen, folk mener det godt. Men jeg er altså ikke idiot.

Jeg knokler for at få et job, jeg knokler for at komme over i en ny kategori, jeg knokler for at bliver reintegreret i samfundet, og med lidt hjælp og lidt held tror jeg på, at det nok skal lykkes. Lige nu er jeg i virksomhedspraktik hos Lime. Jeg er blevet ret glad for at være der, og jeg har mulighed for at lave nogle af de journalistiske formater, jeg elsker. Interview og portrætter, hvor vi kommer lidt tættere på mennesket. Jeg ved, at der ikke er nogen fuldtidsansættelse til mig, når min praktik slutter. Men forhåbentlig kan jeg få noget freelance. Nu er Aller et stort hus, og man kunne jo være så heldig, at der er nogle af de andre medier i huset, der tænker, at jeg vil være noget for dem.

Det kan være svært, at have et håb. Men jeg klistrer mig alligevel til det. For på et tidspunkt er det vel mig, der er lidt heldig.