Jeg har fundet ud af, at livet er for kort til at have en dårlig læge. Og ikke nok med en dårlig læge, så en læge, der ikke tager mig seriøst, når jeg kommer op til en konsultation. 2017 har ikke været mit bedste helbreds år og har haft to sygdomsløb uafhængigt af hinanden. Et i foråret og et i efteråret. Jeg går ikke særlig tit til lægen, og når jeg gør, så er det fordi, at jeg er rigtig syg. Når det så er sagt, så handler indlægget om ikke at blive taget seriøst af sin læge. Om man går til lægen ofte eller en gang om året, så skal man tages seriøst. For hvis man ikke bliver det, så ender man med at holde sig væk, og det er slet ikke løsningen.
I foråret var jeg hos min læge 5 gange på en måned, og det var ikke med min gode vilje. Jeg havde fået lungebetændelse, og det gjorde, at jeg i en lang periode vågnede om natten og ikke kunne få vejret. Det var for at sige lige ligeud pisse skræmmende. Lungebetændelsen gik relativt hurtigt væk, men problemerne med vejrtrækningen blev, og det gjorde mig hamrende nervøs. Men min bekymring prellede af på min læge og sygeplejersken.
Det er nogle gange til at ryste på hovedet over, hvordan det foregår hos lægen. Eller i hvert fald min læge. Der er jo sat cirka 15 minutter af til hver konsultation, det betyder, at lægen kun kan nå ét eller to mindre ting på de 15 minutter. Jeg synes, at nogle læger til tider kan være lidt for restriktive med kun at ville se én ting pr konsultation. For jeg kunne forestille mig, at det ikke ligefrem er fordi, at folk har tid til at rende til lægen hele tiden.
I mit sygdomsforløb i foråret bliver mine problemer ikke taget seriøst. Jeg bliver efter to konsultationer sendt til Frederiksberg Hospital for at få scannet mine lunger. Der sidder noget på dem for jeg at vide, men det skulle ikke være alvorligt. Tredje besøg taler vi om billederne, men jeg får ikke præcis af vide, hvad der kan ses på mine lunger. Jeg får en inhalator med hjem, men den virker ikke. Den virker, men det hjælper mig ikke. Jeg tager igen forbi min læge, for at få taget en astmatest. Det er sygeplejersken, der tager den. Resultatet viser negativ, jeg har ikke astma ifølge deres test. Jamen så fejler jeg vel ikke noget? Eller hvad? Men hvorfor kan jeg så ikke få vejret, hvad sidder der på mine lunger, skal jeg være nervøs? Alle spørgsmålene hobede sig op.
Jeg kigger på min sygeplejerske, der giver mig øjnene til, at jeg godt må gå. Men bare fordi at jeg ikke har astma, så er jeg jo stadig ikke rask? ”Så tag mig da lige seriøst!” siger jeg til hende. Jeg har tårer i øjnene og føler mig total magtesløs. Hun kigger på mig, da jeg siger, at jeg gerne vil ind til lægen og høre, hvad der så skal ske. Det kunne der slet ikke være tale om, hun var booket helt op i dag. Men hvis det var så vigtigt for mig, kunne jeg få en akuttid dagen efter. Jamen, den tager jeg. Jeg tager op morgenen efter og sætter mig ind på min læges kontor, da mit navn bliver råbt op. Jeg er træt på det tidspunkt, jeg føler, at der er en masse spørgsmål, jeg ikke har fået svar på. ”Jeg kan ikke gøre mere for dig,” siger hun. Der bliver stille i rummet, for jeg ved ikke, hvad jeg længere skal sige. Hun giver mig en henvisning til en lungespecialist. En henvisning jeg burde have fået tidligere.
Min frygt for at der sidder noget alvorligt på mine lunger gør, at jeg udskyder mødet med en lungespecialist. Og måske også en frygt for ikke at blive taget seriøst efter den omgang, jeg har været igennem. I sidste uge var jeg så forbi en lungespecialist. Her bliver jeg taget seriøst, og der bliver taget en masse prøver, og hun beklagede, at jeg havde fået en dårlig oplevelse hos min egen læge.
Hele det her sygdomsforløb både i foråret og i efteråret har gjort, at jeg på den hårde måde har indset, at livet er for kort til en læge, der ikke tager en seriøst. Du skal ikke have dårlig samvittighed, hvis du ringer til lægen. Du skal heller ikke føle, at du trænger dig på. Du ringer, fordi du har et problem, som du selv frygter har noget med helbredet at gøre. Og det skal lægen forstå. I aften går jeg ind på borger.dk for at skifte læge, det er det eneste rigtige.
