img_1643

Den sidste efterårsmåned er gået i gang, og det betyder masser af hygge under tæppet, varm kakao, simremad og gåture, hvor bladene knaser under støvlerne. Jeg nåede næsten gennem alle de ting jeg ønskede at lave i oktober. Jeg fik dog ikke malet vores sofabord, måske jeg når det i denne måned, måske er det bare en af de ting, der bliver udskudt hele tiden. Efterårsferien bød desværre heller ikke på en storbyferie da jeg lå syg 14 dage op til, men vi fik dog alligevel oplevet en masse. Vi tog på en tur til Kronborg og Louisiana den første dag, og den anden dag var vi på Lammefjordens Spisekammer og en tur på Dragsholm Slot og fik frokost.

Det skal lige siges, at det ikke er sikkert, at jeg når det hele på min liste, og det er heller ikke meningen. Det er mere en ønskeliste over, hvad jeg gerne vil. Måske jeg kan give jer lidt inspiration til, hvad I kan lave i november.

img_1642

Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:

  1. Jeg vil bage et grydebrød. For flere måneder siden fik jeg en tykbundet gryde af mine forældre, og den er faktisk slet ikke blevet pakket ud af æsken endnu. Ups. Men men men, det skal der gøres noget ved i den her måned. Jeg har aldrig prøvet det før, men min tante plejer at lave det, og det smager så lækkert.
  1. Få påbegyndt min ønskeliste til jul. Jeg er altid mega bagud, når min familie skriver og spørger. Og så bliver det sådan en hurtig liste, der bliver smidt afsted. Men i år vil jeg allerede i november begynde at skrive ned i en note på min telefon, når jeg ser noget, jeg kunne ønske mig.
  1. I Tivoli og se deres Halloween-udstilling. Har hørt, den skulle være gennemført. Det slutter dog allerede på søndag, så det skal være snart, jeg skal der ind, hvis jeg skal nå det.
  1. Til fødselsdag med temaet Beverly Hills. Vi var nogle veninder, der talte om, hvem man lignede, og jeg fik selvfølgelig Andrea, fordi hun har krøller, og så er hun jo skolebladsredaktør, og det minder da også lidt om, hvad jeg laver.
  1. I forlængelse af ovenstående så jeg skal se, om jeg kan komme i en genbrugsbutik. Jeg tænker store cowboybukser der sidder godt op til navlen og så en hvid t-shirt. Og så kunne man finde nogle briller uden styrke. Hvis man skulle gå efter at ligne Andrea. Kender I nogle gode genbrugsbutikker, hvor man kan finde 90er tøj?
  1. SIMREMAD! Kolde og mørke aftner kalder på simremad. Og for mig betyder det en god omgang kartoffelmos, der findes altså ikke noget bedre.
  1. På date med Rona. Den sidste tid har vores fokus været meget på arbejde, bloggen og podcast. Rona sidder og laver ’Fodboldsnakken’, så hvis du interesserer dig for fodbold eller kender nogen der gør, så synes jeg du skal tage og lytte til de to drenge.
  1. Begynde på sæson to af Stranger Things. Jeg var ret stor fan af sæson et. Den var underlig, men ret cool. Vi har været ret opslugte af serien Mindhunters der ligger på Netflix. Kunne være at man skulle lave et indlæg, hvor jeg anbefaler de serier, jeg har set eller skal se.
  1. Til julefrost med damerne. Det betyder masser af sild, frikadeller og flæskesteg. OG mon ikke der bliver plads til en ris a la mande. Ja, så skal der da også være pakkeleg, så må lige ud og finde noget sjovt og kreativt. Tænker faktisk også, at jeg vil lave en quiz, man kan ikke få for meget at selskabslege.
  1. Jeg har fået en kæmpe pose æbler med hjem fra mine forældres have, så jeg skal i gang med at bages en masse lækre ting med desserter. Gammeldags æblegrød, æblemos til havregrøden og måske æblechips. Har du nogle opskrifter med æbler så send dem gerne i min retning.

img-1564