Det er nu flere måneder siden, jeg sidst skrev et indlæg. Jeg tog en pause, fordi planen med det her bloggeri var, at det skulle være sjovt og jeg skulle få skrevet mine tanker ned. Og det fik jeg lyst til i dag.

Fordi i dag prøvede jeg noget, jeg aldrig har prøvet før, og som jeg håber, at jeg aldrig kommer til at skulle igen. Jeg har haft problemer med vejrtrækningen det sidste halve års tid og har oplevet at vågne op om natten og have svært ved at få luften ned i lungerne. Det samme sker, når jeg er ude at løbe på håndboldbanen.

I dag var jeg forbi Bispebjerg, som jeg er blevet henvist til fra en lungespecialist. Jeg skulle have lavet en Eucapnisk Hyperventilations-test, som er en anstrengelsestest for at finde ud af, om jeg har astma.

Jeg fik en blå maske på, hvor der kommer iskold tør luft gennem som skal genere ens vejrtrækning og herfra skulle jeg så hyperventilere i seks minutter. Det var seks lange, forfærdelige minutter. Tårerne kom allerede efter 2 minutter , næsen begyndte at løbe, og da min krop anstrengte sig så voldsomt, begyndte jeg at få fråde og savl om munden.

Jeg havde flere gange lyst til at rive masken af og skride. Men det ville ikke give mig svar på, hvad jeg fejler. Jeg fik smerter i ryggen og forsøgte at stå på forskellige måder for at blive ved. Jeg borede mine negle ind i maven, mens lægen holdte fast i min arm og sagde, at jeg var der lige om lidt. ”Lige om lidt” føltes som en evighed.

Jeg kiggede skiftevis på vinduet, hvor jeg kunne se mig selv, og på uret på maskinen. 4.57 minutter. Jeg var der næsten. Jeg hev efter vejret, men jeg kunne ikke få luften ned. Mine hænder var våde at sved, min grå t-shirt viste svedmærker under armene, jeg var helt færdig. Da jeg ramte de 6 minutter, hev lægen hurtigt masken af, og jeg stod foroverbøjet og fråden og savlen ramte gulvet. Min krop rystede, og jeg hev i lang tid efter vejret. Fuck.

Jeg sat mig et øjeblik og skulle kort efter puste i en ny maskine, der skulle vise, hvordan min lungefunktion er. Jeg hev efter vejret og min hals var knastør, og jeg kæmpede for at synke mit spyt. Det snorede i kroppen.

Efter at have pustet gentagende i 20 minutter ser resultatet ud til, at det ikke er astma eller mine lunger der fejler noget. Men det tyder på en forsnævring i halsen.

Vi (lægen og jeg) taler frem og tilbage, og det virker som om, at det er min indånding, der er problemet. Det vil sige, at jeg nu skal have lavet en EILO test. Hvor man fører et kamera gennem næsen ned i halsen, mens man løber på et løbebånd med maksimal belastning. Allerede nu er jeg lidt træt. Og man kan ikke få medicin for det, men nu er jeg kommet så tæt på at vide, hvad der gør, at jeg har så svært ved at få vejret.

Dagens test var nok noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Og da jeg kom hjem kunne jeg kun tænke på at komme ud af mit svedige tøj og hoppe i et varmt bad. Jeg satte musik på og spiste to lakridspiber under bruseren. Det var lige det, jeg havde behov for.

En lille status på mine lunger. I går var jeg på en lunge-og allergiklinik for anden gang. Her skulle jeg have taget en større astma test, hvor jeg i over flere omgange skulle puste i et rør for at se, om jeg har astma. Samtidig under testen skulle mine lunger generes for at se, hvor meget jeg kan tåle. Det var en smule ubehageligt, det begyndte at tørre min mund og hals helt ud, det kradsede, og jeg blev en smule svimmel. Hvilket ikke er unormalt, når man skal tømme lungerne på den måde. Testen viste, at jeg ikke har astma. Hvilket jeg tænker er godt, men hvad er der så galt? Jeg kom ind hos lægen, der fortalte mig, at hun videresender mig til sportsklinikken på Bispebjerg Hospital. Her skal jeg have taget en række andre test for at se, hvornår mine problemer med vejrtrækningen sker. Det er vist noget med at løbe på en løbebånd med nogle ledninger, der er sat fast på en.

På den ene side er jeg da glad for, at det ikke er astma, på den anden side vil jeg nok bare gerne have at vide, hvad pokker der er galt. Ja, jeg er sgu nok ærlig talt en smule bange. Men det lød på lungespecialisten, at det ikke var noget alvorligt. Apropos min lungelæge. Hvis du står og leder efter en lunge- eller astmaspecialist, vil jeg klart anbefale det her sted. De er enormt søde, tager en seriøst og der er en dejlig og varm stemning, så snart man træder ind i klinikken. Der er den sødeste receptionist, der sørger for at der er kaffe, te og vand og lidt til den søde tand.

Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal på Bispebjerg, jeg får på et tidspunkt et brev i min e-boks. Men min lungelæge sagde, at der godt kunne være lang ventetid. Så jeg venter bare lidt endnu.

Men som man inderligt håber på vil. Snart.

• Lange køer i supermarkeder, på trods af at de andre kasser er åbne. Kan vi bare godt lide at stå i kø?

• At folk har en tendens til at brække sig ude foran min hoveddør. Der står en skraldespand 5 meter væk, kunne du ikke gå der over og stikke hovedet ned i i stedet for foran min hoveddør, så der ikke ligger rester af din klamme pizza.

• Piger der inden de fik børn, sagde: ”Ej jeg vil ALDRIG ligget et billede af mit barn på nettet, det kunne jeg aaaaaaaaldrig finde på”. 9 måneder efter på Facebook: ”Se lige hvor sød vores lille Anton er. Er han ikke bare sød, se hvor god han er til at kravle #morerstoltafdig”

• Cykellister der med cykelhjelm tror, at de er verdens bedste cykellister, men alligevel formår at SMS mens de cykler. Hallo! Er der nogen hjemme under den hjelm?

• Juleslik i butikkerne. Det har allerede været der i flere uger.

• Apropos juleslik. Hvad sker der for det vilde udvalg af chokoladejulekalendere? Dengang jeg var lille, var der kun dem med de små stykker mælkechokolade, som indeholdt cirka 1 % chokolade.

• Skyderier i København. De burde gå ud på Lars-tyndskids mark (selvom det også er synd for Lars) og så tælle ned fra 10 og så bare skyde hinanden.

• Politikers forsøg på at lave sjove valgplakater. Er der nogen, der falder for det?

• Kampen om at vil tabe et par kilo.

• Kampen om ikke ikke at spise en hel plade chokolade.

• Mine blege-blå-mærket ben. Jeg vil ønske, at mine ben ikke lignede, at jeg på flot vis har fået to ens blåmærker på knæene og en masse små blå mærker på mit venstre lår, der ligner benet på en dalmatiner.

Jeg har fundet ud af, at livet er for kort til at have en dårlig læge. Og ikke nok med en dårlig læge, så en læge, der ikke tager mig seriøst, når jeg kommer op til en konsultation. 2017 har ikke været mit bedste helbreds år og har haft to sygdomsløb uafhængigt af hinanden. Et i foråret og et i efteråret. Jeg går ikke særlig tit til lægen, og når jeg gør, så er det fordi, at jeg er rigtig syg. Når det så er sagt, så handler indlægget om ikke at blive taget seriøst af sin læge. Om man går til lægen ofte eller en gang om året, så skal man tages seriøst. For hvis man ikke bliver det, så ender man med at holde sig væk, og det er slet ikke løsningen.

I foråret var jeg hos min læge 5 gange på en måned, og det var ikke med min gode vilje. Jeg havde fået lungebetændelse, og det gjorde, at jeg i en lang periode vågnede om natten og ikke kunne få vejret. Det var for at sige lige ligeud pisse skræmmende. Lungebetændelsen gik relativt hurtigt væk, men problemerne med vejrtrækningen blev, og det gjorde mig hamrende nervøs. Men min bekymring prellede af på min læge og sygeplejersken.

Det er nogle gange til at ryste på hovedet over, hvordan det foregår hos lægen. Eller i hvert fald min læge. Der er jo sat cirka 15 minutter af til hver konsultation, det betyder, at lægen kun kan nå ét eller to mindre ting på de 15 minutter. Jeg synes, at nogle læger til tider kan være lidt for restriktive med kun at ville se én ting pr konsultation. For jeg kunne forestille mig, at det ikke ligefrem er fordi, at folk har tid til at rende til lægen hele tiden.

I mit sygdomsforløb i foråret bliver mine problemer ikke taget seriøst. Jeg bliver efter to konsultationer sendt til Frederiksberg Hospital for at få scannet mine lunger. Der sidder noget på dem for jeg at vide, men det skulle ikke være alvorligt. Tredje besøg taler vi om billederne, men jeg får ikke præcis af vide, hvad der kan ses på mine lunger. Jeg får en inhalator med hjem, men den virker ikke. Den virker, men det hjælper mig ikke. Jeg tager igen forbi min læge, for at få taget en astmatest. Det er sygeplejersken, der tager den. Resultatet viser negativ, jeg har ikke astma ifølge deres test. Jamen så fejler jeg vel ikke noget? Eller hvad? Men hvorfor kan jeg så ikke få vejret, hvad sidder der på mine lunger, skal jeg være nervøs? Alle spørgsmålene hobede sig op.

Jeg kigger på min sygeplejerske, der giver mig øjnene til, at jeg godt må gå. Men bare fordi at jeg ikke har astma, så er jeg jo stadig ikke rask? ”Så tag mig da lige seriøst!” siger jeg til hende. Jeg har tårer i øjnene og føler mig total magtesløs. Hun kigger på mig, da jeg siger, at jeg gerne vil ind til lægen og høre, hvad der så skal ske. Det kunne der slet ikke være tale om, hun var booket helt op i dag. Men hvis det var så vigtigt for mig, kunne jeg få en akuttid dagen efter. Jamen, den tager jeg. Jeg tager op morgenen efter og sætter mig ind på min læges kontor, da mit navn bliver råbt op. Jeg er træt på det tidspunkt, jeg føler, at der er en masse spørgsmål, jeg ikke har fået svar på. ”Jeg kan ikke gøre mere for dig,” siger hun. Der bliver stille i rummet, for jeg ved ikke, hvad jeg længere skal sige. Hun giver mig en henvisning til en lungespecialist. En henvisning jeg burde have fået tidligere.

Min frygt for at der sidder noget alvorligt på mine lunger gør, at jeg udskyder mødet med en lungespecialist. Og måske også en frygt for ikke at blive taget seriøst efter den omgang, jeg har været igennem. I sidste uge var jeg så forbi en lungespecialist. Her bliver jeg taget seriøst, og der bliver taget en masse prøver, og hun beklagede, at jeg havde fået en dårlig oplevelse hos min egen læge.

Hele det her sygdomsforløb både i foråret og i efteråret har gjort, at jeg på den hårde måde har indset, at livet er for kort til en læge, der ikke tager en seriøst. Du skal ikke have dårlig samvittighed, hvis du ringer til lægen. Du skal heller ikke føle, at du trænger dig på. Du ringer, fordi du har et problem, som du selv frygter har noget med helbredet at gøre. Og det skal lægen forstå. I aften går jeg ind på borger.dk for at skifte læge, det er det eneste rigtige.

Jeg har ikke været særlig aktiv på bloggen de seneste dage, og det er simpelthen fordi, der har været så møg travlt på arbejde, at når jeg er kommet hjem, har jeg haft behov for en pause fra computerskærmen. Men men men, jeg er tilbage og har en masse indlæg klar til jer.

I den her uge, er der nogle ting, der undrer mig, og det synes jeg da lige, at vi skal tale om. Måske du selv har gået og undret dig over de samme ting.

• Hvorfor er det, at nogle unge mennesker går med headset (musik?) i ørerne, selvom de går sammen med deres venner?

• Hvorfor gider folk give 3.000 kroner for en strik (Ganni)?! Er det nonner, der har siddet og strikket den med tråde, der kommer fra et meget berømt får?

• Hvorfor er den der matcha te så populær, den smager jo ikke godt? Den smager af pulver.

• Hvorfor er det, at Inger Støjberg ikke kan træde ned fra sin selvopfundne-ytringsfriheds-trone? Ja vi har ytringsfrihed, men lad dog vær med at misbruge den.

• Hvorfor er det, at Politiken ikke stopper det der online-abonnement-halløj. Jeg hader, når jeg læser de første 10 linjer og er blevet fanget af artiklen, at jeg så skal til at betale. IIIIhhhhhhhh!

• Hvorfor er jeg så decideret dårlig til at afmelde mig abonnementer, som jeg ikke bruger. Penge direkte ud ad vinduet!

• Hvorfor er det, at yoga er blevet så mega populært? Er det mig, der slet ikke kan se, hvad der er så fantastisk i at sidde i forskellige stillinger i længere tid?

• Hvorfor har man ikke gjort de der rullekurve i supermarkeder lydløse? Jeg synes altid, jeg ender med den, der larmer, når den kører? Vi snakker altså 8 ud af 10 gange.