Når stædighed og dårlige lunger bliver en forhindring

Vi kender det nok alle sammen. Man har sat sig et mål og skuffelsen, der rammer en, hvis man ikke når ens mål er stor. Nogle gange kæmpe stor. Sådan har jeg det lige i øjeblikket.

Jeg havde sat mig et mål om at gennemføre cph halvmaraton her til september. Jeg løb det første gang for to år siden. I år havde jeg startet træningen op lidt før end tidligere og havde sat mig et mål om at komme under to timer. Jeg havde lagt en plan sammen med min kærestes mor i forhold til, hvor meget jeg skulle løbe og hvornår.

Men for et par måneder siden under et længere sygdomsforløb hostede jeg meget voldsomt, hvilket ofte endte ud med, at jeg havde store vejrtrækningsproblemer. Problemerne med at få luften ned i lungerne kom også om natten, hvilket betød, at min nattesøvn blev afbrudt. Nærmest hver nat i en måned. På en måned var jeg forbi min læge fem gange og blev sendt videre til røgten på Frederiksberg Hospital, for at de kunne få taget et billede af mine lunger. Jeg blev også testet for astma, men det var det heller ikke. Til sidst fik jeg en inhalator, der skulle være med til at udvide mine lunger, så når jeg skulle lave noget overanstrengede, skulle jeg tage et sug af den. Inhalatoren virkede også i starten, men i de seneste par uger har jeg haft problemer, når jeg har været ude at løbe. Luften har haft svært ved at komme ned i lungerne, og jeg har måtte afbryde løbeture, fordi jeg ikke har kunne trække vejret. Så i sidste uge, da jeg løb rundt om Damhussøen besluttede jeg mig for, at jeg ikke skulle stille til start ved halvmarathon.

Jeg var ked af det og pisse vred over, at jeg skulle have så svært ved at få den skide luft ned i lungerne. Jeg har dyrket sport hele mit liv og har aldrig haft problemer med vejrtrækningen før.

Løbeskoene er blevet kastet ind under sengen, for lige nu ved jeg ikke, hvornår jeg får dem på igen. Tanken om at jeg får problemer med vejrtrækningen under en løbetur gør, at jeg ikke har lyst til at tage dem på.

De seneste par løbeture har jeg også mærket smerter i skinnebenene og knæene. Jeg har været stædig nok til bare at løbe videre. For smerterne skulle jo nok gå væk? De var jo ikke så slemme, eller hvad?

Jeg havde et mål, jeg skulle nå, og jeg ville jo ikke nå det, hvis jeg stoppede med at løbe. Fornuften der sagde til mig: ”Stop nu Siska. Ellers ender du med en større skade”. Den fornuft lyttede jeg ikke til. For jeg skulle jo være klar til at løbe halvmaraton. Det er et sted så dobbeltmoralsk. For når jeg har andre venner og veninder, der nævner, at de har smerter i knæene, er jeg den første til at sige, at de skal stoppe og huske at slappe af. For knæene skal man fandme passe på. Det gælder selvfølgelig ikke mig selv.

På løbeture har jeg sat farten op, fordi jeg undervejs blev så irriteret over, at kroppen gjorde ondt. Det resulterede bare i, at kroppen fik endnu mere ondt. Som igen resulterede i, at jeg blev mere og mere indebrændt og irriteret på min krop. En latterlig, dum og ond cirkel!

Min stædighed har nok også gjort, at jeg ikke har været forbi en lungespecialist. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg lige pludselig skal få det sådan her og ikke kan løbe en tur, som jeg altid har kunnet.

Samtidig har tankerne gået på, at det ikke kun har været mig selv, jeg har skuffet. Men også andre. Jeg har gået og sagt til et par venner, at jeg ville sætte stor pris på, hvis de kom og heppede på mig. Det giver sgu et ekstra kick, når man kan se et kendt ansigt blandt tilskuerne, der klapper og råber ens navn. Så tanken om at skulle sige til folk, at jeg ikke stillede op alligevel var en rigtig røv følelse.

Måske knæ, skinneben og lunger kan være klar til cph halvmarathon næste år. Det håber jeg.