Tårer, sved og savl på Bispebjerg

Det er nu flere måneder siden, jeg sidst skrev et indlæg. Jeg tog en pause, fordi planen med det her bloggeri var, at det skulle være sjovt og jeg skulle få skrevet mine tanker ned. Og det fik jeg lyst til i dag.

Fordi i dag prøvede jeg noget, jeg aldrig har prøvet før, og som jeg håber, at jeg aldrig kommer til at skulle igen. Jeg har haft problemer med vejrtrækningen det sidste halve års tid og har oplevet at vågne op om natten og have svært ved at få luften ned i lungerne. Det samme sker, når jeg er ude at løbe på håndboldbanen.

I dag var jeg forbi Bispebjerg, som jeg er blevet henvist til fra en lungespecialist. Jeg skulle have lavet en Eucapnisk Hyperventilations-test, som er en anstrengelsestest for at finde ud af, om jeg har astma.

Jeg fik en blå maske på, hvor der kommer iskold tør luft gennem som skal genere ens vejrtrækning og herfra skulle jeg så hyperventilere i seks minutter. Det var seks lange, forfærdelige minutter. Tårerne kom allerede efter 2 minutter , næsen begyndte at løbe, og da min krop anstrengte sig så voldsomt, begyndte jeg at få fråde og savl om munden.

Jeg havde flere gange lyst til at rive masken af og skride. Men det ville ikke give mig svar på, hvad jeg fejler. Jeg fik smerter i ryggen og forsøgte at stå på forskellige måder for at blive ved. Jeg borede mine negle ind i maven, mens lægen holdte fast i min arm og sagde, at jeg var der lige om lidt. ”Lige om lidt” føltes som en evighed.

Jeg kiggede skiftevis på vinduet, hvor jeg kunne se mig selv, og på uret på maskinen. 4.57 minutter. Jeg var der næsten. Jeg hev efter vejret, men jeg kunne ikke få luften ned. Mine hænder var våde at sved, min grå t-shirt viste svedmærker under armene, jeg var helt færdig. Da jeg ramte de 6 minutter, hev lægen hurtigt masken af, og jeg stod foroverbøjet og fråden og savlen ramte gulvet. Min krop rystede, og jeg hev i lang tid efter vejret. Fuck.

Jeg sat mig et øjeblik og skulle kort efter puste i en ny maskine, der skulle vise, hvordan min lungefunktion er. Jeg hev efter vejret og min hals var knastør, og jeg kæmpede for at synke mit spyt. Det snorede i kroppen.

Efter at have pustet gentagende i 20 minutter ser resultatet ud til, at det ikke er astma eller mine lunger der fejler noget. Men det tyder på en forsnævring i halsen.

Vi (lægen og jeg) taler frem og tilbage, og det virker som om, at det er min indånding, der er problemet. Det vil sige, at jeg nu skal have lavet en EILO test. Hvor man fører et kamera gennem næsen ned i halsen, mens man løber på et løbebånd med maksimal belastning. Allerede nu er jeg lidt træt. Og man kan ikke få medicin for det, men nu er jeg kommet så tæt på at vide, hvad der gør, at jeg har så svært ved at få vejret.

Dagens test var nok noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Og da jeg kom hjem kunne jeg kun tænke på at komme ud af mit svedige tøj og hoppe i et varmt bad. Jeg satte musik på og spiste to lakridspiber under bruseren. Det var lige det, jeg havde behov for.