”Jeg vil ikke være professionel arbejdsløs”

Jeg er gået ind i den sidste måned af min tid hos Lime. Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået, det snart er slut, og jeg så ryger tilbage som jobsøgende. Ikke fordi jeg ikke var jobsøgende før, for selv om jeg er i virksomhedspraktik, skal jeg stadig søge arbejde. Hvilket er en ting, jeg ikke helt forstår. Men det er der sikkert andre, der gør. Så det er nok mere korrekt at skrive fuldtids jobsøgende. Det er ikke de mest seriøse ansøgninger, jeg sender afsted, det er faktisk svært at fokusere på ansøgninger, når jeg nu er i arbejde. Ja, for virksomhedspraktik er jo et arbejde. Jeg er der 37 timer om ugen, har kollegaer, der møder ind om morgen og siger godmorgen, der er en kaffeautomat, der laver den mest afskyelige kaffe (skal der altid være sådan en på arbejdspladser?), fredagsøl, folk der vil høre, hvordan min weekend har været og generelt bare er der. Det jeg siger er bare, at i over tre måneder har jeg været på en rigtig arbejdsplads og det har været fantastisk. Der er mange, jeg virkelig kommer til at savne. Det gør lidt ondt i maven at tænke på, at der kun er lidt over tre uger tilbage.

”Men Siska, hvad skal der så ske?”

Godt spørgsmål.

Jeg skal ikke risikere at komme ned i det selvkritiske og ynkelige hul, jeg var tæt på at havne i inden virksomhedspraktikken. Som jeg tidligere skrev i indlægget ”Jeg er jobsøgende – ikke idiot!”, var det ekstremt hårdt at få de samme standardsvar tilbage i sin mailboks for en ansøgning og et CV, jeg virkelig havde brugt meget tid på.

Derfor har jeg tænkt mig at finde job på en anden måde. Jeg er heldigvis så heldig, at jeg som journalist har mange muligheder, og jeg har også muligheden for at starte op som freelancer – som selvstændig. Hvis der var nogen, der havde sagt til mig, at jeg skulle være selvstændig for to år siden, havde jeg nok bare grinet af dem. Hvis de samme folk havde sagt til mig, at det var en krigszone at få et arbejde for to år siden, havde jeg nok også grinet og sagt ja, ja, det ændrer sig, inden jeg kommer på arbejdsmarkedet. Det gik så mere i den anden retning. Færre fastansættelser, flere freelancere.

Jeg skal sgu være FREELANCER!

Jeg har sgu tænkt mig at starte op som freelancer. Det lyder mærkeligt at skrive højt.

Jeg har nok altid set mig selv med et fast arbejde med en fast kontorstol og et skrivebord, hvor jeg kunne have alle mine ting, kollegaer og en kaffemaskine, der laver dårlig kaffe. Et arbejde, hvor tingene var lidt i kasser. På det punkt er jeg nok lidt kontrolfreak. Men jo mere jeg tænker over det og taler med andre om at være freelancer og selvstændig, des mindre skræmmende bliver det. Jeg har fået et par gode råd af en freelancer som både skriver for magasiner, aviser og virksomheder. Et af hendes råd var at finde et kontorfællesskab. Kom ud af lejligheden og lav din egen arbejdsplads, hvor man kan sidde sammen med andre journalister og kreative folk. Så er der mulighed for at spare og måske hiver nye opgaver hjem.

Selvfølgelig er der også råd om, hvordan jeg får nye opgaver hos forskellige medier og kommunikationsplatforme. Men for mig er det særligt vigtigt at komme ud af lejligheden. Da jeg skrev speciale, skrev jeg meget herhjemme og det blev svært at adskille specialetid fra fritid. Hvis nogle af jer som læser dette skal til at skrive speciale, så vil jeg på det kraftigste anbefale at finde nogle gode steder, hvor i kan skrive jeres speciale, så jeres lejlighed er jeres frirum.

”Men kan jeg finde ud af det?”

Den følelse, der skyder gennem kroppen, når man læser et jobopslag og alle de punkter, som virksomheden har stillet op, du skal kunne. Den følelse hvor man rynker lidt på næsen og tænker: ”hmmmm.. men kan jeg finde ud af det?” Den følelse skyder også gennem min krop, når jeg tænker på, om jeg kan finde ud af at være freelancer. Her kommer opgaverne jo ikke dumpende ned i favnen, i hvert fald ikke i første omgang, så jeg skal være opsøgende og pitche mine bedste ideer for mine kunder. Det punkt er ikke nyt for mig, for jeg har været vant til at skulle pitche ideer over for de redaktører, jeg har arbejdet sammen med, og det har ikke altid været en dans på roser.

Når jeg kigger mit CV igennem, har jeg en bred palet. Avis, magasin, hjemmesidetekst, kommunikation og digital journalistik. Så det er ikke fordi, jeg ikke har nogen erfaringer, for det er jo det vigtigste i dag, ikke hvad dine karakterer er, men hvad dine erfaringer er. I hvert fald inde for det fag jeg er.

Er andet råd jeg fik af hende freelanceren var, at det var en god idé at prøve at kontakte forskellige former for medier, for der er nogle, der betaler bedre end andre. Så har man også mulighed for at lave nogle af de ting, man synes er sjovest. Og det skal jo være sjovt at være på arbejde.

Men når det er sagt, så ved jeg jo ikke, om jeg ikke kan, før jeg har prøvet det.

Professionel arbejdsløs

Sådan lyder overskriften fra et debatindlæg fra en freelancer på Information.dk. Det er ikke fordi, at det er særligt flatterende, når man hører om underbetalinger, dårlige arbejdstider, ingen fast indkomst og sikkert også en masse andre minusser.

Om det skræmmer mig? Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej. Men nogle gange må man tage nogle chancer i livet. Det har jeg ikke altid være lige god tid. Jeg er en af dem, der gik direkte fra gymnasiet til uni og tog min kandidat i et stræk. Stort set.

Jeg ved godt, at langt de fleste journalister er freelancere, fordi der ikke er reelle job at tage – og med reelle jobs mener jeg job med løn under ferie, sygdom og barsel. Om få år vil hele den kreative branche bestå af freelancejob, og så risikerer vi alle at blive presset ud i et usundt arbejdsliv fyldt med faglige kompromiser. Hvis situationen ikke allerede er sådan. Det er den jo nok.

Men nogle gange må man skaffe sit eget arbejde, når der er så mange om buddet. For jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg som akademiker er for dårlig til at forklare mine kompetencer. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke har haft nok erhvervserfaring i løbet af studiet. Jeg er ikke arbejdsløs, fordi jeg ikke gider tage mig sammen. Jeg er arbejdsløs, fordi der er 650 andre, som har søgt samme jobopslag som mig.

I mit tidligere indlæg slutter jeg af med sætningen ”Det kan være svært, at have et håb. Men jeg klistrer mig alligevel til det. For på et tidspunkt er det vel mig, der er lidt heldig,” måske er det bare nu, at jeg skal skabe mit eget held.