Den EKSTREME børneopdragelse

Med indlægget håber jeg ikke, at jeg træder nogen over tæerne. Men okay, jeg har lært som journalist, at der altid er nogen, der brokker sig. Men her kommer altså et mindre surt opstød! Det er et af de længere indlæg. Men du vil nok både grine og ryste på hovedet.

Jeg ved godt, at man skal passe på med at udtale sig om ting, man ikke ved det store om. Men jeg har simpelthen ikke kunnet lade vær med at skrive mine tanker om programmet ’Den perfekte opdragelse?’.

For det første, så skal man nok ikke se ’Den perfekte opdragelse?’, hvis man vil vide, hvordan man bør opdrage sine børn. Så er den konklusion på plads.

Kan lige kort fortælle, at i programmet ”Den perfekte opdragelse?” møder vi tre familier, der har truffet bevidste valg omkring deres opdragelsesmetoder. Sådan lyder beskrivelsen inde på TV2.

Et par veninder fortalte mig om programmet, og jeg tænkte, det må jeg se, for er det virkelig så ekstremt? Yes it is! Lige en applaus til TV2 for at finde tre så forskellige (og ekstreme) familier. Det er god underholdning. Men det er så også kun det.

Der gik ikke lang tid inde i det første afsnit, før jeg sad og tænkte, ej nej nej nej. NEJ. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man opdrager på den måde. Curlingforældre med stort C, strategitavle, uddeling af smiley, føle-føle opdragelse, og jeg skal komme efter dig.

Den første familie er familien Bresson

Hver uge holder familien Bresson et møde, hvor deres opgaver, mål og visioner gennemgås på en såkaldt “strategitavle” med smiley-ordning. Familielivet og hver enkelt familiemedlems indsats evalueres med en glad, mellemfornøjet eller sur smiley (grøn, gul og rød smiley), så eventuelle problemer og afvigelser tages i opløbet.

En STRATEGITAVLE!

Jeg er enig i, at børn skal have nogle pligter og ikke bare ligge på den lade side, MEN! Det havde vi også derhjemme. Tømme opvaskemaskinen, gå ud med skrald, ligge tøj på plads og hjælpe til med aftensmaden. Det er fint med uddelegering af opgaver, men at man får løbende feedback i form af en smiley er for mig en tand for meget. Måske mere et sæt tænder for meget.

Jeg kan ikke huske i hvilket af programmerne, det er, men på et tidspunkt beskriver far Bo familien som en virksomhed og børnene er medarbejdere. For mig har Bo og Lene Rikke Bresson taget lidt for meget af deres virksomhedsstrategi med hjem i arbejdstasken.

Det er aldrig dumt at lære, at tingene ikke bare kommer serveret på et sølvfad. But still!

Den anden familie er familien Norsgaard Jørgensen

I den anden familie er der slet ikke noget med at uddelegere opgaverne. Der er det moren, der tager sig af A-L-T. Storebroren er professionel cykelrytter og bor til tider i Holland. Lillesøstereren er også professionel cykelrytter.

Her er der en familie, der slet ikke tænker som familien Bresson, hvor opgaverne bliver delt ud. De to børn kan på ingen måde overskue at hjælpe med, fordi de har jo så mange andre ting at tage sig til. Hvis de spilder ting på gulvet, så samler de det ikke op. Det forventer de, at deres mor gør. Eller deres hund.

CURLINGFORÆLDRE MED KÆMPE C.

Mit pis blev sat ekstra meget i kog, da man på et tidspunkt ser moren have store smerter i ryggen. Men alligevel sidder de to søskende og er hamrende ligeglade. De skal bare have deres massage. Men massagebriksen ligger ude i bilen, og det kan børnene ikke lige overskue at hente. Så det gør mor Norsgaard Jørgensen da lige. Selvom man kan se, at hun har voldsomt ondt. Og når hun så bliver sur over, at der ikke bliver hjulpet, så sidder faren og datteren bare og griner. Hvor lidt respekt kan man have for sit mor eller kone?

Der er en anden scene, hvor seeren får at vide, at storebroren Emil gerne vil have ro klokken 22.00. Fuldstændig ro. Det betyder, at hunden skal rykkes ud og sove i gangen, fordi dens snorken åbenbart vækker Emil. På et tidspunkt hvor de tre andre sidder og drikker kaffe og snakker, ringer han til moren og siger klokken er altså 22, så de kan altså godt være stille nu. Og han spørger selvfølgelig ikke pænt.

Ved du hvad ven? Hvis det er så vigtigt for dig, at få din søvn, må du jo få et andet værelse, eller flytte i en lejlighed. Det går nok heller ikke. Jo hvis du får den øverste lejlighed, så der ikke er nogen, der går oppe over dig. Tag dig sammen og stik sutten ind!

Den tredje familie er familien Maimonide

Der er Magnus og Rose Maimonide fra Humlebæk, der ikke tror på opdragelse, men på bæredygtigt familieliv. Det vil sige, at forældrene taler i et meget monoton og meget rolig stemmeleje. Hvilket for mig betyder, at jeg allerede bliver lidt træt.

Der bliver hele tiden taget hensyn til hvad Miriam, datteren, gerne vil have. F.eks. skal far slå græs, men i stedet for at bede Miriam om lige at rykke væk fra græsset, så spørger han om det er i orden, at han lige tager uden om hende, og så til sidst kommer hen til hende og slår græsset. Magnus spørger hende to gange og svaret er hver gang – måske. De vil helst inspirere fremfor at diktere.

”Vi yder mere effektivt, hvis vi arbejder inden for vores passionszone”. For mig bliver det enormt meget føle-føle, og tror det er vigtigt, at man som barn lærer, at vi ikke altid kan lave det, vi elsker. Men at der findes pligter, vi skal gøre, som ikke altid er sjove. Det er heller ikke fordi, jeg elsker at bruge hele min lørdag på at støvsuge, vaske tøj og støve af. Men det skal gøres.

Når alt det her er sagt, så er det en god gang guilty pleasure. Eller måske bare dårlig smag. Men man kommer da til at sidde derhjemme og tænke, at sådan skal jeg i hvert fald ikke opdrage mit barn.

Jeg kan som info fortælle, at fjerde afsnit kommer i aften kl. 20.50 på TV2.